Læserbrev af: Berith Nissen, næstformand for SLF – Sønderjysk Landboforening, mobil 25369255

Efter et veloverstået Folkemøde på Bornholm, står specielt dyrevelfærdsdebat og COOPs dyrevelfærdsmærke-debat tydeligst tilbage.

Dyrenes Beskyttelse langer ud efter landbruget og det statslige dyrevelfærdsmærke, for ikke at være ambitiøse nok mht. dyrevelfærd.

De er gået sammen med COOP om at lave et andet dyrevelfærdsmærke, og opfordrer begge den danske befolkning til at købe kød med flest dyrevelfærdshjerter, og dermed også det dyreste. Det er ikke noget problem for dem, der har penge nok. Problemet opstår, når de råber på politiske indgreb overfor landbrugets produktion, så dyrevelfærden højnes betydeligt. Hvis vi fx tvinges til at lukke alle køer og grise ud på markerne, så får vi en mindre produktion, meget dyrere produkter, meget mindre eksport og dermed: Farvel eksportindtægter. Farvel til rigtig mange landmænd, der må lukke deres bedrifter. Og farvel til mange arbejdspladser og værdiskabelse i Danmark.

COOP pudsede glorien på Folkemødet, og udgav sig for at være forkæmper for mere dyrevelfærd. Nu er det bare sådan, at 70 % af det kød, der ligger i COOPs kølediske, ikke er fra Danmark, men fra bl.a. Polen, hvor dyrevelfærden ikke vægtes så højt som herhjemme. Så hvis COOP tænker så meget i dyrevelfærd, som de giver udtryk for, så burde de starte med at købe mere dansk. COOP er naturligvis sat i verden for at tjene penge, og når flest danskere tager det billige kød og er ligeglade med øget dyrevelfærd, når de køber ind, så skal COOP naturligvis kunne levere. Og når COOP appellerer til danskernes samvittighed og prøver at få os til at købe kød, produceret med mere dyrevelfærd, så kunne det tænkes, at COOP blot prøver at tjene flere penge. Avancen på dyrt kød er naturligvis højere end på billigt kød.

Det, der gør mig mest nedtrykt er, at vi i Danmark faktisk har en god dyrevelfærd, også i det konventionelle landbrug. Hvis vi lukker den danske konventionelle produktion, vil produktionen blot flytte til andre lande, hvor man ikke vægter dyrevelfærd så højt. Og selvom jeg godt ved, at Dyrenes Beskyttelse ikke synes det argument holder, så er jeg sikker på, at man i Danmark ikke pludselig vil begynde at spise meget dyrt kød – nej man vil blot importere billigt kød, som flertallet spiser. Et politisk indgreb vil simpelthen sende dansk produktion til udlandet og dermed give dårligere dyrevelfærd for mange dyr.

Skal vi have højere dyrevelfærd i Danmark, end vi allerede har, skal det være forbrugerne og markedskræfterne, der bestemmer processen. De danske landmænd er klar til at lave al den dyrevelfærd, som forbrugerne vil betale for.