Efter en lang årrække i bankverdenen skifter 44-årige Lisbeth Mosegaard spor. Hun glæder sig til at bruge sine ledelsesmæssige værktøjer i en helt ny branche.

Det bliver den 44-årige Lisbeth Mosegaard, som bliver ny chef for afdelingen med regnskabs- og selskabsrådgivning i Sønderjysk Landboforening (SLF) i Vojens.

Lisbeth Mosegaard er sønderjyde med en opvækst i Broager. Hun fik sin bankuddannelse i det tidligere BG Bank, inden hun fortsatte i Danske Bank-koncernen – blandt andet som filialdirektør i afdelingen i Christiansfeld. Herfra skiftede hun for syv år siden til Jyske Bank i Haderslev, hvor hun senest var chef for privatafdelingen.

Diplomuddannelse i ledelse

Med i sin faglige bagage har Lisbeth Mosegaard en diplomuddannelse i ledelse samt forløb inden for organisation, arbejdspsykologi samt forandringsledelse.

– Ovenpå omstruktureringerne i min tidligere ansættelse har jeg virkelig overvejet, hvad jeg gerne ville beskæftige mig med. Jeg nåede frem til, at det skal være noget med ledelse og udenfor bankverdenen. Jeg glæder mig til jobbet her hos SLF, hvor jeg kan bruge mine ledelsesmæssige værktøjer og ser samtidig frem til at være i en organisation med fokus på relationer til kunden og med plads til med- og selvbestemmelse. At det samtidig er en helt anden branche med dygtige vidensmedarbejdere, gør det hele endnu mere spændende, fortæller Lisbeth Mosegaard, som er tiltrådt i sin nye stilling.

Som ny chef indtræder Lisbeth Mosegaard i SLF’s lederteam samt i teamet omkring økonomirådgivning, som desuden består af cheferne for henholdsvis drifts- og virksomhedsøkonomi samt assistenterne.

Den nye leder bor privat i Christiansfeld med to fodboldglade knægte, Gustav på 12 år og Lukas på 9 år.