Erhvervshus Sydjylland får til huse i SLFs hovedsæde på Billundvej 3 i Vojens, hvor erhvervshuset starter op i helt ny konstruktion pr. 1. januar 2019.

Regeringen og Dansk Folkeparti besluttede tidligere på året at samle en række lokale erhvervshuse i kommunerne for at forenkle erhvervsfremmesystemet, og siden har kommuner og stat været i gang med at finde ud af, hvor de seks erhvervshuse skulle placeres i landet.

Kompetencer og specialister samlet et sted
Nu er det endelig afgjort, at erhvervshuset i Sydjylland, Erhvervshus Sydjylland, fremover skal holde til i Vojens på Billundvej 3, hvor SLF – Sønderjysk Landboforening – holder til. SLF har flere kvadratmeter stående til rådighed og har tidligere tilbudt, at erhvervshuset kunne være på Billundvej 3.

-Det er glædeligt, at valget faldt på SLF. På vores adresse bor Vækstfonden til leje, det har de gjort siden 2015. Det giver det nye Erhvervshus og Vækstfonden muligheden for at udnytte synergier. Der er en stor styrke i at samle erhvervskompetencer og specialister et sted. Det har vi også god erfaring med i landbrugscentrene, hvor man typisk kan få svar på alle erhvervsfaglige spørgsmål i samme hus. Vi ser frem til at godt samarbejde på tværs af huset, siger formand for SLF, Christian Lund.

Vækstfond og rådgivningsvirksomhed på Billundvej 3
Erhvervshus Sydjylland skal sikre et forenklet og fremtidssikret erhvervsfremmesystem, og være med til at lette virksomheders og iværksætteres adgang til kompetent og specialiseret erhvervsservice i forbindelse med virksomhedsstart, drift og – udvikling. 

Formand for Erhvervshus Sydjylland, borgmester i Tønder Kommune, Henrik Frandsen udtaler:

-Erhvervshus Sydjylland ser frem til et godt arbejdsmiljø i Vojens, hvor vi bliver en del af et stort kollegialt fællesskab med både Vækstfonden og rådgivningsvirksomheden SLF. Vi ser mange fordele. Vi vil kunne understøtte hinanden både fagligt og erhvervsmæssigt, og vi glæder os til at komme i gang med den nye struktur. Det bliver et stort aktiv, og erhvervshuset vil være med til at fremme innovation og erhvervsudvikling i det syd- og sønderjyske område yderligere, siger Henrik Frandsen.

Målet er at samle indsatserne og gøre det nemmere for virksomhederne at finde vej til den rette hjælp. Desuden skal Erhvervshus Sydjylland skabe endnu større effekt af indsatserne.

Fakta
Erhvervshus Sydjylland starter op 1. januar 2019 og flytter ind med godt 20 medarbejdere. På sigt vil antallet formentlig stige til omkring 40 medarbejdere. Det er først og fremmest medarbejdere fra det nedlagte væksthus i Odense, som kommer til Vojens. Erhvervshuset lejer 450 kvm.
Erhvervshus Sydjylland dækker samtlige kommuner i Region Syddanmark – fra området i Vejle og helt ned til Sønderjylland  – samt desuden Middelfart på Fyn.

Erhvervshuset i Sydjylland bliver knudepunkt for næsten 40.000 virksomheder.

Billundvej 3 i Vojens ligger geografisk godt placeret i smukke grønne omgivelser, kun 14 km fra Haderslev, tæt på motorvej og banegård og med gode parkeringsmuligheder.

På adressen bor blandt andet – udover Vækstfonden – også Syddansk Kvæg, LandboUngdom og Svinerådgivningen.

SLF (Sønderjysk Landboforening) har 110 medarbejdere på adressen. SLF er en alsidig rådgivningsvirksomhed, der tilbyder en komplet vifte af ydelser og services. Kerneområdet er landbrug i Danmark og i udlandet samt mindre og mellemstore virksomheder i andre typer erhverv.

Yderligere oplysninger:
Formand for SLF, Christian Lund, mobil 40208404
Formand for Erhvervshus Sydjylland og borgmester i Tønder Kommune, Henrik Frandsen, mobil 21244089