Frida Søllingvraa hjælper dig med at finde en praktikant, der passer til din bedrift.

HR-konsulent i SLF Frida Søllingvraa har mange landmænd og udenlandske medarbejdere, der ringer med tvivlsspørgsmål i forbindelse med corona-situationen. I langt de fleste tilfælde er der hjælp at hente

Frida Søllingvraa sidder klar ved telefonen derhjemme i disse dage til at hjælpe på spørgsmål omkring arbejdskraft på landbrugsbedrifterne.

Udenlandske medarbejdere på ferie
Hun blev fx tidligere på ugen ringet op af en brasiliansk landbrugsmedarbejder, der havde været på ferie i hjemlandet og nu var på vej tilbage til arbejdet som fodermester i Sønderjylland. Han var i tvivl om hvorvidt, han kunne komme ind i landet, nu hvor Danmark lukkede grænserne. Det samme forholdt sig med en ukrainsk landbrugsmedarbejder, der også var på vej hjem fra ferie.

-I begge tilfælde opfordrede jeg til, at de havde så mange papirer klar som muligt, som kunne dokumentere, at de var i godkendt arbejde i Danmark, samt at de ringede til deres flyselskab. I begge tilfælde kom de uden problem ind i landet, så de kunne fortsætte deres arbejde, fortæller Frida Søllingvraa.

I andre tilfælde kan Frida sende registreringspapirer og kontrakter, hvis landmanden eller medarbejderen ikke selv ligger inde med papirerne.

Mangel på arbejdskraft – og nye muligheder
Frida Søllingvraa modtager også opkald fra landmænd, der fx har medarbejdere, der viser tegn på sygdom – og hvis medarbejderen er udlænding og ikke har egen læge – hvad gør man så?

Eller landmænd, der er bekymrede for, om de kan få arbejdskraft nok, når nu sæsonarbejdet sætter i gang.

-Landmænd, der gerne vil ansætte deres praktikanter som fodermester, kan også opleve, at sagsbehandlingen trækker ud lige nu, fortæller Frida Søllingvraa.

-Der er ikke andet at gøre end at afvente situationen og se, hvad der sker. Nogle vil komme til at mangle arbejdskraft, men der kan også opstå nye muligheder i den her situation. Måske kan medarbejdere, der er blevet opsagt i andre erhverv, blive ansat i landbruget, eller landbrugselever, der ikke kan komme i skole lige nu, kan også træde til på bedrifterne, siger Frida Søllingvraa.

Tag jeres forholdsregler på bedriften
SLF opfordrer i øvrigt til, at man tager de forholdsregler på bedriften, som Sundhedsstyrelsen anbefaler: Sprit af, hold afstand og undgå at samles i større grupper.

Overvej fx, om I skal stoppe med at have fælles pauser eller holde pauser forskudt, hvis rummet er meget lille og der ikke er plads til at holde den fornødne afstand. Vær flittig med håndvask og sørg for regelmæssig aftørring af de ting, som mange rører ved.

Følg med på SEGES.dk
SLF opfordrer i øvrigt til, at man følger med på SEGES hjemmeside, hvor de på forsiden har et link med fakta og gode råd i forbindelse med Coronavirus. Her kan man blandt andet finde en skabelon til information til medarbejderne, som også findes på engelsk. Siden opdateres løbende.

I HR & Arbejdsgiverservice sidder teamchef Conni Tetens og HR-konsulent Frida Søllingvraa klar til at svare på eventuelle spørgsmål.