Dagen efter, at Martin Merrild har siddet de maksimale to år som formand den europæiske landbrugsorganisation COPA, står det klart, at Danmark fortsat har en plads i formandskabet i organisationen, der repræsenterer 23 mio. landmænd over hele EU.

Ved fredagens møde blev Martin Merrild nemlig valgt til en af organisationens seks viceformænd. De øvrige viceformænd kommer fra Frankrig, Italien, Irland, Polen og Østrig. De supplerer den nyvalgte tyske formand Joachim Rukwied, der blev valgt torsdag.

Martin Merrild er glad for at kunne fortsætte arbejdet i formandsskabet.

– Jeg vil fortsat meget gerne yde en indsats for COPA, og bidrage med danske vinkler og de erfaringer, jeg har gjort som formand i de seneste to år. Derfor er jeg rigtigt glad for valget som viceformand, siger Martin Merrild, som er tilfreds med sammensætningen af det nye formandskab.

– Vi har fået en god balance i formandskabet. Det er vigtigt at have en repræsentant med fra de nordiske lande. Med Brexit på vej er det også væsentligt, at Irland med sine særlige udfordringer i forhold til det, har en plads i formandskabet. Jeg vurderer, at der er gode muligheder for at vi kan fortsætte den linje, som jeg har arbejdet for i min tid som formand, nemlig med en stærk markedsorientering og benhård kamp for at øge handlen, siger Martin Merrild.

Den nye formand for COPA, Joachim Rukwied, har siden 2012 været formand for Deutsche Bauernverband, der er paraplyorganisation for landboorganisationerne i 18 delstater. Han kommer fra Baden-Württemberg, hvor han også har været formand for landmændene.

– Joachim Rukwied bliver en stærk formand. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Han har stor erfaring, og blandt andet i forhold til vores arbejde for at sikre et fornuftigt budget for landbruget i EU vil han være et stort aktiv for det fælles arbejde i COPA, siger Martin Merrild.