Christian-Lund-Formand-SLF

Først vil jeg ønske et stort tillykke til Venstre med en fremgang på 9 mandater. Det er et super flot resultat.

Det er også et resultat af, at Venstre om nogen har været i arbejdstøjet de sidste 4 år, og blandt andet har stået i spidsen for Fødevare- og Landbrugspakken, afskaffelse af PSO-afgiften og meget mere. Forhold som har stor betydning for konkurrencevilkårene for landbrugserhvervet, såvel som andre erhverv.  
En stor tak for det.

Også tillykke til fremgangen med de Konservative og en opfordring til, at et styrket Venstre og Konservative fra oppositionen kan fortsætte med at sikre danske konkurrencevilkår og trække det politiske arbejde ind mod midten.

Magten skifter
Men magten skifter. Rød blok peger på Mette Frederiksen som ny statsminister, og det vil jeg også gerne ønske hende tillykke med. Mette Frederiksen har samtidig givet udtryk for, at hun går til Dronningen med et forslag om at danne en ren socialdemokratisk regering for at bevare manøvredygtigheden. Det er betryggende. Det giver mulighed for at føre politik hen over midten, hvilket sikrer gode erhvervsvilkår.

Godt indtryk af Mette Frederiksen
For godt et par år siden havde vi Mette Frederiksen til nytårskur i SLF. Dengang fik jeg et rigtig godt indtryk af, at Mette Frederiksen er klar over, at landbruget og fødevareerhvervet er vigtigt for Danmark – og ikke mindst for beskæftigelsen af mange socialdemokrater i landets yderområder. Mette Frederiksen har også i valgkampen givet udtryk for, at Danmark i fremtiden skal have et stærkt fødevareerhverv.

Det vil vi holde hende fast på, og ser frem til, at vi vil få en rigtig god dialog med en eventuel socialdemokratisk regering om en fortsat udvikling af vores erhverv. Naturligvis med respekt for klima, miljø og natur, som vi i erhvervet allerede har sat klare mål for.

SLF er klar til dialogen
Nu kommer der nye folk på posterne, og derfor påhviler der os som lokal politisk organisation en stor opgave med at sikre de nyvalgte relevant faglig indsigt og viden forud for politiske beslutninger, der påvirker vores erhverv.

I SLF vil vi invitere til, at alle interesserede nyvalgte politikere får mulighed for at møde os og blive opdateret på relevant faglig viden. Så vi sammen kan finde de bedste løsninger for fremtiden.

Tillykke med valget til alle valgte til Folketinget. Vi ser frem til samarbejdet.

Christian Lund

Formand for SLF – Sønderjysk Landboforening