Mathias Andersen er ny driftsøkonomikonsulent i SLF – Sønderjysk Landboforening. Sammen med kollegerne skal han hjælpe landmændene med at blive rustet til den digitale fremtid.

Mathias Andersen er uddannet landmand og født og opvokset på en gård ved Assens på Vestfyn. Efter et par år som produktionsleder på en gård fandt han ud af, at det var økonomien på en bedrift, der interesserede ham mest. I dag har han netop færdiggjort uddannelsen som revisor, og er nu klar til et arbejde som driftsøkonomikonsulent.

Sammen med kollegerne i SLF skal han hjælpe landmændene med at bruge digitaliseringssystemerne Summax, Dashboard og E-overblik – systemer, der kort sagt samler økonomi, regnskab og fakturer digitalt og giver landmanden et samlet overblik.   

-Det er rådgivningen, der peger frem, der interesserer mig mest. Den rådgivning, hvor man på sigt kan hjælpe landmanden med at flytte hans økonomi i en positiv retning. Sidste års tal, kan du sige, er lidt kedeligt, da det er tal, du ikke kan rokke ved – det kan du, når du ser på strategi og budget, fortæller Mathias Andersen.

Han glæder sig også til at arbejde med generationsskifte og kontakte unge landmand, der skal i gang med at etablere sig som selvstændige landmænd.  

27 -årige Mathias bor i Kolding sammen med sin kæreste Janni, der arbejder i LandboGruppen i Vojens. I sin fritid dyrker han fitness, læser HD i Regnskab og Økonomi og dyrker juletræer hos sin svigerfar ved Henne.

Ny i SLF: Sammen med et team af konsulenter og assistenter skal Mathias Andersen fremover være med til at drive digitaliseringsrejsen i SLF.