Christian-Lund-Formand-SLF

Det er forår og solen skinner ofte fra en næsten skyfri himmel. Lærken, stæren og viben er der – intet anende at landet er sat i stå på grund af Corna-krisen og de relevante tiltag, regering og Folketing har iværksat.

Vi landmænd har det næsten på samme måde. Det stabile forårsvejr tillader os ikke at gå i stå. Tvært imod har det gode vejr givet os travlhed med forårsarbejdet og med at tilberede det perfekte så-bed, så afgrøderne kan få en god start.

Nødberedskab på bedriften
Vores arbejdsplads i landbruget er heldigvis ikke særlig Corona-ramt. Med traktorarbejdet i marken kan vi nemt arbejde sammen, selvom vi holder afstand. Det gælder også samarbejdet med leverandører til landbruget og vores aftagere i form af slagterier og mejerier mfl. Alligevel er det en god ide at lave et nødberedskab for, hvordan bedriften skal drives/ledes, hvis en eller flere bliver ramt at et langvarigt Corona-forløb.

Hvordan får vi gang i hjulene igen?
Det sunde forårsvejr og den forholdsvis velkontrollerede smitte med Corona i Danmark og den meget omtalte ”grønne kurve” fra Sundhedsstyrelsen fik mig til at tænke på, hvordan vi for alvor får gang i hjulene igen efter Corona.

Statsministeren og regeringen kom imidlertid mandag aften med en plan for den ”langsomme genåbning” af landet efter påske. Det var både positivt og negativt på én gang. Genåbningen af børnehaver og de små klasser i skolen giver helt sikkert mange forældre bedre muligheder for at passe deres arbejde.

Problemet er blot, at de seneste ugers stilstand også har dæmpet efterspørgslen efter varer og tjenesteydelser, som i sidste ende dæmper behovet for arbejdskraft. Også fødevareefterspørgslen ændrer sig. Når restauranter, konferencer og mødeaktivitet er lukket, efterspørges der mindre mængder fødevarer i den dyre kategori. Samtidig er eksportmarkederne også hårdt ramt af Coronakrisen.

Vi må også se i øjnene, at forbuddet mod ”festivaler, markeder og lignende” frem til 31. august vil komme til at dæmpe SLFs sædvanlige mødeaktivitet, ligesom årets Sønderjyske Fællesdyrskue nu også aflyses. Festlighederne omkring genforeningen bliver næppe holdt i den tænkte form, og grænsen er lukket.

Behov for hjælpepakker der direkte stimulerer erhvervslivet
Når Danmark skal rigtig op i omdrejninger igen, forudser jeg, at der bliver brug for hjælpepakker, der i højere grad virker stimulerende for erhvervslivet end blot ”lønkompensation” på forskellig måde.

Der er simpelthen brug for en ny vækstpakke, hvor skatter, særbyrder og begrænsninger lettes, sagsbehandling om projekter fremskyndes og myndighedstilladelser fremmes, så mange strandede projekter som minivådområder og andet kan få ben at gå på. Det vil skabe arbejdspladser og ny vækst. Det får vi brug for.

Ring til et bestyrelsesmedlem eller din rådgiver, hvis du har ideer til, hvordan vi får ny gang i hjulene efter nedlukningen, elle du har brug for en snak om, hvordan vi kommer videre.

I mellemtiden er det tid til at nyde påsken
I denne forbindelse hørte jeg sammen med familien Phillip Faber synge ”Kære Linedanser”-sangen i morgen- TV forleden. I denne sang er der en god påskestrofe. Ud af sorgen vokser lykken i påskens evige fest. De stærkeste rødder – har træer i blæst”!

Det gælder garanteret også landbruget og Danmark. Vores rødder er stærke nok til at modstå Corona-blæsten og komme godt ud på den anden side!

God påske!

Christian Lund,  formand for SLF