Søren Lund-Petersen ny formand for Syddansk Kvæg

Søren Lund-Petersen, der er mælkeproducent fra Gram, afløste i april  Christian Lund som formand for Syddansk Kvæg. Christian Lund ønskede at trække sig fra formandsposten i Syddansk Kvæg, for at koncentrere sig om posten som formand for Landbrug og Fødevarer Kvæg og for at undgå eventuelle interessekonflikter.

Fokus på to områder.

Den nye formand, Søren Lund-Petersen er helt skarp på, at Syddansk Kvæg  især skal fokusere på to væsentlige områder.

For det første skal vi være en aktiv ”bestyrelse” bag rådgivningen, der udføres fra Syddansk Kvægs kontor i Vojens. Der er ingen tvivl om at rådgivningen skal være stærkt fokuseret på at forbedre kvægholdernes indtjening. Konventionelle mælkeproducenter har absolut behov for at opnå en forbedret bundlinje over flere år.

For det andet, skal vi arbejde med oplysning og praktisk uddannelse af politikere. Vi skal forklare dem, at de ikke skal vedtage virkningsløse og ulogiske love, som begrænser kvægbrugernes udvikling og mulighed for en fornuftig drift.

“I januar havde jeg besøg af Mette Frederiksen før hun skulle holde nytårstale til SLFs nytårskur. Det var virkelig godt, at have hende med ud på staldgangen og snakke om hvordan lovgivning virker i praksis. Hun var meget lydhør.  Jeg tror Syddansk Kvægs udvalg skal gøre mere af dette. Det er den bedste måde, hvorpå vi kan få politikerne i tale”

Vi vil også gerne invitere politikere med til vore bedriftsbesøg. Såvel folketingspolitikere som kommunalpolitikere vil få større forståelse for kvægbrugernes situation, hvis de kommer med ud på besøg på gårdene.

For mig gælder det om at få politikerne ned på jorden og ud at se praksis, så de forstår vores verden. Syddansk Kvæg har bedriftsbesøg den 17. maj hos Hans Peter Lildholdt. Det vil glæde mig meget, hvis nogle af de lokale politikere eller kandidater kunne få lyst til komme med ud og opleve et landbrug i praksis, og få en snak med landmanden og os i Syddansk Kvæg om de aktuelle udfordringer, slutter Søren Lund-Petersen

 

Fakta:

Syddansk Kvæg er et I/S imellem Landbrugsrådgivning Syd og SLF, som har en bestyrelse bestående af 3 fra SLF, 2 fra Landbrugsrådgivning Syd, 1 fra Viking, 2 frit valgte og 1 repræsentant for Kødkvæg og 1 for slagtekalveproduktion.